TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i Forsvaret, redningsberedskabet og under militærnægterordningen

BEK nr 65 af 11/01/2017

DanmarkBekendtgørelse2017

Forsvarsministeriet

§ 1

Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der møder senere end 2 dage efter det fastsatte mødetidspunkt.

Stk. 2

Ved den personeladministrerende myndighed forstås den myndighed, der foretager den daglige administration og uddannelse af den værnepligtige.

§ 2

En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 1, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel.

§ 3

Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der under tjenesten:

  1. ulovligt har været fraværende i tilsammen mere end 10 tjenestedage,
  1. har været varetægtsfængslet i mere end 10 tjenestedage eller
  1. skal afsone frihedsstraf i mere end 10 tjenestedage.
Stk. 2

Hjemsendelse i henhold til stk. 1 kan kun ske én gang.

§ 4

En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 3, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel. Har den værnepligtige før hjemsendelsen aftjent værnepligt i mindst 30 dage efter fradrag for ulovligt fravær, fraregnes den aftjente værnepligt i den resterende tjenestetid. Værnepligtens længde kan dog ikke overstige i alt 12 måneder.

Stk. 2

En værnepligtig under militærnægterordningen, der er hjemsendt i henhold til § 3, og som tidligere er hjemsendt efter ulovligt fravær i forbindelse med værnepligtstjeneste i Forsvaret eller redningsberedskabet, kan ikke indkaldes igen.

§ 5

Forsvarsministeriets Personalestyrelse foretager den overordnede forvaltning af den værnepligtige og kan fritage en værnepligtig for fornyet indkaldelse.

§ 6

En værnepligtig, der af en session er erklæret uegnet eller for tiden uegnet til værnepligtstjeneste, hjemsendes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Stk. 2

En værnepligtig, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, indkaldes ikke uansøgt til ny tjeneste.

Stk. 3

En værnepligtig i Forsvaret eller redningsberedskabet, der er hjemsendt i henhold til stk. 1, placeres ikke i Værnsfælles Forsvarskommandos totalforsvarsregister eller Beredskabsstyrelsens personelreserve.

Stk. 4

En værnepligtig ved redningsberedskabet, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, overføres til Beredskabsstyrelsens personelreserve.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. januar 2017.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 328 af 30. marts 2016 om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i det militære forsvar, redningsberedskabet og under militærnægterordningen.


Forsvarsministeriet

/Claus Hjort Frederiksen / Pernille Jans/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2017
Ikrafttrædelsesdato
18. januar 2017