Bekendtgørelse om Medicinpriser og leveringsforhold m.v. for cannabismellemprodukter og cannabisslutprodukter
BEK nr 1731 af 26/12/2017
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter cannabismellemprodukter, jf. § 3, nr. 3, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis, og cannabisslutprodukter, jf. § 3, nr. 5, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis.
§ 2
En mellemproduktfremstiller, jf. § 3, nr. 4, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis, skal anmelde følgende til Lægemiddelstyrelsen:
- Apoteksindkøbspris for cannabismellemprodukter på pakningsniveau, når en ny pakning bringes på markedet, eller prisen på en eksisterende pakning ændres.
- Leveringsevne, forstået som det antal pakninger, der kan leveres ved prisperiodens start angivet på pakningsniveau og for hver prisperiode en pakning ønskes optaget med en pris i Medicinpriser.
Efter anmodning fra Lægemiddelstyrelsen skal en mellemproduktfremstiller desuden inden for 2 hverdage oplyse den faktiske leveringsevne, forstået som den konkrete leveringsevne, på et givent tidspunkt.
§ 3
Anmeldelse efter § 2, stk. 1, skal ske senest mandag kl. 20.00 14 dage før ikrafttrædelsen af en ny medicinprisperiode, jf. § 43, stk. 1, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis.
En mellemproduktfremstiller skal selv sikre sig, at en anmeldelse er kommet rettidigt frem til Lægemiddelstyrelsen, og at anmeldelsen har det ønskede indhold.
§ 4
Lægemiddelstyrelsen afviser en anmeldelse af en apoteksindkøbspris, hvis der anmeldes en ændring på mindre end 1,00 kr.
§ 5
Lægemiddelstyrelsen oplyser senest 10 dage før ikrafttrædelsen af en ny medicinprisperiode mellemproduktfremstilleren om status på anmeldelsen, herunder tidspunkt for anmeldelsen, anmeldelsens indhold, modtagelse i Lægemiddelstyrelsen samt oplysning om, hvorvidt den anmeldte pris får status af A-, B- eller C-pris, jf. stk. 2.
I en gruppe bestående af cannabismellemprodukter, der indeholder samme cannabisudgangsprodukt, og som er i samme mængde og styrke som det ordinerede cannabisslutprodukt, jf. § 30 i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis, omfattet af forsøgsordningen, forstås A-, B- og C-pris således:
- A-pris er den laveste pris på et cannabismellemprodukt i gruppen.
- B-pris er den pris i gruppen, hvor prisforskellen mellem det billigste cannabismellemprodukt og det pågældende cannabismellemprodukt er: a) 5 kr., såfremt det billigste cannabismellemprodukt i gruppen koster 100 kr. eller derunder, b) 5 pct. af prisen på det billigste cannabismellemprodukt, såfremt det billigste cannabismellemprodukt i gruppen koster mere end 100 kr., men mindre end 400 kr., eller c) 20 kr., såfremt det billigste cannabismellemprodukt i gruppen koster 400 kr. eller derover.
- C-pris er de øvrige priser i gruppen af cannabismellemprodukter.
§ 6
Anmeldes der ikke leveringsevne, jf. § 2, stk.1, nr. 2, eller er den oplyste leveringevne nul pakninger, vil oplysningerne om den pågældende pakning ikke blive medtaget sammen med de øvrige oplysninger i Medicinpriser i den omhandlende medicinprisperiode.
Oplyser en mellemproduktfremstiller, efter Lægemiddelstyrelsens anmodning, jf. § 2, stk. 2, at den faktiske leveringsevne er nul pakninger, kan Lægemiddelstyrelsen undlade at medtage oplysninger om pakningen i den følgende medicinprisperiode. Som følge heraf, medtages oplysninger om pakningen først igen i Medicinpriser, når en mellemproduktfremstiller anmelder en leveringsevne på minimum 1 pakning i forbindelse med en prisanmeldelse jf. § 2, stk. 1.
§ 7
Lægemiddelstyrelsen offentliggør følgende oplysninger sammen med Medicinpriser:
- Prisen for cannabisslutprodukter fremstillet ud fra cannabismellemprodukter, jf. § 1, stk. 1.
- Pakningsstørrelser.
- Substituerbarhed på pakningsniveau, jf. § 30 i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis.
- Advarsler om trafikfarlige lægemidler.
- Udleveringsbestemmelser.
- Pakningskombinationer, jf. § 31 i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis.
- A-, B- eller C-pris.
Samtidig med offentliggørelsen af oplysningerne i Medicinpriser, jf. stk. 1, underretter Lægemiddelstyrelsen apotekerne om oplysningerne.
§ 8
Lægemiddelstyrelsen publicerer oplysningerne i § 7, stk. 1, sammen med de øvrige oplysninger i Medicinpriser på internettet på adressen www.erhverv.medicinpriser.dk.
Medicinpriser udkommer hver anden mandag. Oplysningerne er gældende fra mandag kl. 00.00.
Oplysningerne i stk. 1, stilles elektronisk til rådighed for abonnenter kl. 18.00 den sidste hverdag, ekskl. lørdag, før den mandag, hvorfra oplysninger i Medicinpriser er gældende.
Enhver kan abonnere på Medicinpriser. Abonnementet giver adgang til www.erhverv.medicinpriser.dk og til de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger.
§ 9
Forud for publiceringen efter § 8, stk. 1-3, gøres følgende foreløbige oplysninger tilgængelige for abonnenter på www.erhverv.medicinpriser.dk:
- 11 dage før offentliggørelse: Foreløbige oplysninger om priser på nye pakninger med cannabismellemprodukter og cannabisslutprodukter samt sortimentsændringer.
- 10 dage før offentliggørelse: De i § 7, stk. 1, nr. 2-7, nævnte oplysninger, som på dette tidspunkt er foreløbige.
§ 10
Al kommunikation mellem en mellemproduktfremstiller og Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 2, stk. 1, §§ 3-5 og § 6, stk. 1, skal ske elektronisk via Lægemiddelstyrelsens ekstranet på internettet på adressen www.dkmanet.dk.
§ 11
Overtrædelse af § 2 straffes med bøde.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.
Sundheds- og Ældreministeriet
/Ellen Trane Nørby / Mie Saabye/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2017
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. december 2017