TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter

BEK nr 1437 af 05/12/2017

DanmarkBekendtgørelse2017

Skatteministeriet

§ 1

Tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af de i § 2, stk. 1, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, nævnte afgifter kan kun gives med virkning fra begyndelsen af virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven, og anmodning om tilladelse hertil skal fremsættes senest 1 måned, før ændringen ønskes iværksat.

Stk. 2

Ved anmodning om tilladelse til månedsvis tilbagebetaling, jf. stk. 1, skal virksomheden over for SKAT kunne sandsynliggøre, at den i de kommende 12 måneder vil opfylde den i § 2, stk. 2, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter nævnte betingelse.

§ 2

Opgørelse af tilbagebetalingsbeløbet for en måned omfatter afgiften for de af virksomheden i månedens løb modtagne leverancer af varer, der er afgiftspligtige efter de i § 2, stk. 1, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter nævnte love. Beløbet angives i hele kroner, idet der ses bort fra ørebeløb.

Stk. 2

Virksomheder, der har fået tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af afgift, jf. § 1, stk. 1, må ikke i afgiftsangivelsen efter momsloven anføre noget beløb for de afgifter, der er omfattet af tilladelsen.

Stk. 3

Virksomheden skal kunne fremlægge samme dokumentation som ved tilbagebetaling af afgift efter lovene nævnt i § 2, stk. 1, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter. Den i stk. 1 nævnte opgørelse skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.

§ 3

Tilbagebetaling af afgift efter § 2, stk. 1, sker senest 3 uger efter modtagelsen af anmodning om tilbagebetaling. Kan SKAT på grund af virksomhedens forhold ikke foretage kontrol af anmodningen, afbrydes fristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol.

§ 4

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med tilbagebetaling af afgift, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 5, stk. 3, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter. Bestemmelserne i § 5, stk. 4 og 5, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2

En forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af § 2, stk. 2 eller 3, straffes med bøde.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1174 af 22. december 1994 om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter ophæves.


Skatteministeriet

/Karsten Lauritzen / Jeanette Rose Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2017
Ikrafttrædelsesdato
12. december 2017