TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Nørskov Vig Vildtreservat

BEK nr 942 af 27/06/2016

DanmarkBekendtgørelse2016

Ministeriet for Grøn Trepart

Formål

§ 1

Bekendtgørelsen har til formål at sikre Nørskov Vig som yngle- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2

Nørskov Vig Vildtreservat omfatter, som angivet på kortbilag:

  1. Nørskov Vig på Venø.
  1. Den del af matr. nr. 3 f Venø By, Venø, der er beliggende nordøst for en ældre pumpekanal med betonfundament, der danner afløb fra Møllesøen samt den del af matr. nr. 3 g Venø By, Venø, der er beliggende 170 meter nordøst for det nordligste knækpunkt i skellet mellem matr. nr. 3 e og 3 g smst.
  1. Tilvækstarealer til de under nr. 2 nævnte områder.
  1. Søterritoriet vest, nord og øst for de under nr. 2 nævnte områder i en bredde af 50 meter fra højeste, daglige vandstandslinje.

Færdsel

§ 3

Færdsel og sejlads er forbudt fra 1. april til 15. juli.

Stk. 2

Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for:

  1. Færdsel af ejere og brugere samt disses husstand og personale på de i § 2, nr. 2 og 3, nævnte områder. Det er dog forbudt at medbringe hunde.
  1. Sejlads i Nørskov Vig samt gennemsejling af det i § 2, nr. 4, nævnte område for lodsejere, hvis arealer grænser op til Nørskov Vig. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 5 knob er dog forbudt.
  1. Sejlads i forbindelse med erhvervsfiskeri på de i § 2, nr. 1 og 4, nævnte områder. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 5 knob er dog forbudt.

Dispensation og tilsyn

§ 4

Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i § 3.

Stk. 2

Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3

Uanset bestemmelserne i § 3 kan Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet eller andre (f.eks. havne) udføre arbejder i forbindelse med redningsopgaver og den for sejladsen nødvendige afmærkning m.v.

§ 5

Naturstyrelsen fører tilsyn med, at reservatbestemmelserne overholdes.

Straf og ikrafttrædelse

§ 6

Overtrædelse af bestemmelsen i § 3 eller tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i en dispensation i medfør af § 4, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 14001 af 17. april 1997 om Nørskov Vig Vildtreservat ophæves.


Naturstyrelsen

/Hanne Kristensen / Anne-Marie Vægter Rasmussen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2016
Ikrafttrædelsesdato
30. juni 2016
Bekendtgørelse om Nørskov Vig Vildtreservat | TheLawyer.sh