Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen
BEK nr 929 af 27/06/2016
Ministeriet for Grøn Trepart
§ 1
Naturstyrelsen varetager administrationen af dele af lov om naturbeskyttelse, dele af lov om jagt og vildtforvaltning, dele af lov om nationalparker, lov om Skjern Å Naturprojekt og lov om Domaineeiendommes Afhændelse.
Naturstyrelsen varetager efter miljø- og fødevareministerens beslutning opgaver i forbindelse med beredskabsloven og lov om udstykning og salg af visse sommerhusgrunde tilhørende staten.
§ 2
Naturstyrelsen varetager miljø- og fødevareministerens beføjelser til at fastsætte regler efter lov om Skjern Å Naturprojekt.
Stk. 1 gælder ikke for regler, der har væsentlig politisk, økonomisk eller administrativ betydning.
§ 3
Naturstyrelsen afgør enkeltsager og udarbejder vejledninger. Styrelsen forbereder og udarbejder generelle retsforskrifter og enkeltsager m.v., der skal forelægges for miljø- og fødevareministeren.
Naturstyrelsen indsamler, bearbejder og formidler oplysninger og medvirker ved forsøgs- og udredningsvirksomhed inden for de lovgivningsområder, der er nævnt i § 1.
§ 4
Naturstyrelsen udøver de beføjelser, som måtte være tillagt ministeriet i henhold til servitutter, aftaler, fundatser m.v. i relation til de arealer, som er nævnt i § 5, og som er udfærdiget i medfør af naturbeskyttelsesloven eller skovloven eller har tilknytning til disse love.
§ 5
Naturstyrelsen varetager driften af egne skove og andre naturarealer m.v. samt opgaver i forbindelse med Miljø- og Fødevareministeriets øvrige arealforvaltning.
Naturstyrelsen varetager konkrete projekter om genopretning af naturværdier, forbedring af vandmiljøet og styrkelse af friluftslivet.
Naturstyrelsen kan indgå aftale om drift og administration af andre skov- og naturarealer end nævnt i stk. 1.
§ 6
Naturstyrelsen varetager plejeopgaver vedrørende Miljø- og Fødevareministeriets arealer, reservater og klitfredede arealer efter miljø- og fødevareministerens nærmere bestemmelse.
Naturstyrelsen varetager myndighedsopgaver vedrørende reservater efter miljø- og fødevareministerens nærmere bestemmelse.
§ 7
Naturstyrelsen varetager opgaver vedrørende nyopståede øer på søterritoriet.
§ 8
Naturstyrelsen yder faglig rådgivning og anden bistand inden for styrelsens område til miljø- og fødevareministeren og andre centrale og lokale myndigheder.
§ 9
Naturstyrelsen forestår vejlednings- og informationsvirksomhed inden for styrelsens område over for andre centrale og lokale myndigheder samt private.
§ 10
Naturstyrelsen varetager EU-sager og internationale sager inden for styrelsens område.
§ 11
Naturstyrelsen kan efter miljø- og fødevareministerens bestemmelse få tillagt andre opgaver og beføjelser i forbindelse med administrationen af den lovgivning, der hører under ministeriet.
Lov om naturbeskyttelse
§ 12
Følgende opgaver og beføjelser i henhold til naturbeskyttelsesloven udøves af Naturstyrelsen:
- Bestemme, at arealer, ejet af Naturstyrelsen, helt eller delvis lukkes for offentlighedens adgang; § 27, stk. 1.
- Forbyde offentlighedens adgang på klitfredede arealer, ejet af Naturstyrelsen, hvor der er fare for sandflugt; § 27, stk. 2.
- Iværksætte de foranstaltninger, som er nødvendige for at dæmpe sandflugt på klitfredede arealer; § 53, stk. 1.
- Give påbud til en grundejer om for egen regning at udføre de foranstaltninger, som er nødvendige for at dæmpe sandflugt på arealer, der ikke er klitfredede, samt påbud om begrænsninger i ejerens anvendelse af arealet; § 53, stk. 2.
- Lade udføre dæmpningsarbejder for ejerens regning; § 53, stk. 3.
- Træffe beslutning om dæmpningsarbejder, herunder tillade ejer at udføre dæmpning; § 53, stk. 4.
- Erhverve fast ejendom og afholde drifts- og anlægsudgifter på erhvervede ejendomme; § 55, stk. 1, nr. 1.
- Sælge fast ejendom; § 55, stk. 2.
- Modtage gaver til opfyldelse af lovens formål; § 56, stk. 2.
- Beslutte pålæg af forkøbsret for staten; § 57, stk. 1.
- Varetage funktioner ved udøvelse af forkøbsret for staten; § 57, stk. 2, og § 59.
- Beslutte ekspropriation af fast ejendom til brug for Naturstyrelsens egne projekter; § 60, stk. 1.
- Varetage funktioner ved ekspropriation af fast ejendom; § 60, stk. 4.
- Forestå rådgivnings-, vejlednings- og informationsvirksomhed; § 63, stk. 1.
- Påse, med undtagelse af håndhævelse, at reglerne i lovens kapitel 5 om beskyttelse af plante- og dyrearter m.v. overholdes; § 73, stk. 2.
- Adgang uden retskendelse til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt styrelsen i medfør af naturbeskyttelseslovgivningen, herunder at foretage undersøgelser af betydning for lovens formål. Tilsvarende gælder lokaliteter, der helt eller delvis benyttes erhvervsmæssigt; § 76.
Lov om jagt og vildtforvaltning
§ 13
Følgende opgaver og beføjelser i henhold til jagt og vildtforvaltningsloven udøves af Naturstyrelsen:
- Yde tilskud til fremme af de interesser, som loven tilsigter at varetage, for så vidt angår etablering af mindre vådområder og "Plant for vildtet"; § 12.
- Pålægge en grundejer at foretage foranstaltninger til varetagelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 37, samt i givet fald udføre foranstaltningen, dog kun for så vidt angår vildt, der er fastsat jagttid for; § 38.
- Påse, at loven og regler udstedt efter loven overholdes; § 47, stk. 1.
- Påse, at forbud og påbud efterkommes, og at vilkår for tilladelser overholdes; § 47, stk. 2.
- Adgang uden retskendelse til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt styrelsen i medfør af jagt- og vildtforvaltningslovgivningen; § 50.
Naturstyrelsen kan gøre undtagelse fra regler, der er udstedt med hjemmel i § 33 i lov om jagt og vildtforvaltning eller fortsat er i kraft i medfør af lovens § 60, når det ansøgte ikke er i strid med formålet med oprettelsen af reservatet.
Lov om nationalparker
§ 14
Følgende opgave og beføjelse i henhold til lov om nationalparker udøves af Naturstyrelsen:
- Overtage arealer og indgå aftaler om driften; § 15, stk. 1.
Beredskabsloven
§ 15
Følgende opgaver og beføjelser inden for Miljø- og Fødevareministeriets område i beredskabsloven udøves af Naturstyrelsen f.s.v. angår de områder, der ifølge § 1 administreres af Naturstyrelsen:
- Planlægning for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, samt for at kunne yde støtte til forsvaret; § 24, stk. 1.
- Fastsættelse af vejledende retningslinjer for kommunernes og regionernes beredskabsplanlægning; § 27.
- Udstedelse af pålæg til offentlige myndigheder samt offentlige og private virksomheder og institutioner om at yde bistand ved planlægningen eller udførelsen af opgaver inden for den civile sektors beredskab; § 28, stk. 1.
- Udstedelse af pålæg til offentlige og private virksomheder og institutioner om at træffe særlige foranstaltninger; § 28, stk. 2.
- Forhandling med de pågældende virksomheder eller institutioner eller med disses organisationer om pålæggets omfang og gennemførelse, herunder om eventuel erstatning fra staten, forinden meddelelsen af pålæg; § 28, stk. 3 og 5.
- Iværksættelse af eller tilladelse til ekspropriation af fast ejendom til brug for udførelsen af opgaver inden for den civile sektors beredskab; § 38, stk. 2.
- Udstedelse af pålæg til enhver om at meddele oplysninger, der er nødvendige for planlægningen af den civile sektors beredskab; § 45.
Lov om udstykning og salg af visse sommerhusgrunde tilhørende staten
§ 16
Følgende opgaver og beføjelser i henhold til lov om udstykning og salg af visse sommerhusgrunde tilhørende staten udøves af Naturstyrelsen:
- Sælge de ejendomme, der er udstykket efter loven, til ejerne af de sommerhuse, der er opført herpå, eller en juridisk person ejet af disse, uden offentligt udbud; § 3.
Lov om Skjern Å Naturprojekt
§ 17
Følgende opgaver og beføjelser i henhold til Skjern Å-loven udøves af Naturstyrelsen:
- Påse overholdelse af lovens § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 13, stk. 2; § 15.
Lov om Domaineeiendommes Afhændelse
§ 18
Følgende opgaver og beføjelser i henhold til lov om Domaineeiendommes Afhændelse udøves af Naturstyrelsen:
- Afhænde gadejorder; § 5.
§ 19
Afgørelser truffet af Naturstyrelsen efter bekendtgørelsens §§ 12-18 kan ikke påklages til ministeren. Afgørelserne kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet eller en taksationskommission i det omfang, det fremgår af loven.
§ 20
Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at en opgave eller beføjelse, der i henhold til bekendtgørelsen henhører under Naturstyrelsen, udøves af ministeren.
Miljø- og fødevareministeren kan give direktøren for Naturstyrelsen instruktioner for udøvelsen af de opgaver og beføjelser, der er henlagt til Naturstyrelsen.
§ 21
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.
Bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen ophæves.
Miljø- og Fødevareministeriet
/Esben Lunde Larsen / Hanne Kristensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. juni 2016