Bekendtgørelse om hegning i de ydre koge i Tøndermarsken
BEK nr 869 af 27/06/2016
Ministeriet for Grøn Trepart
Hegning
§ 1
I de områder, der efter §§ 4 og 5 i lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken er udlagt eller udlægges til vedvarende græsarealer, må der ikke foretages hegning.
Eksisterende hegn langs skelgrøfter skal fjernes i forbindelse med istandsættelsesarbejder efter § 31 i lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, dog senest den 1. april 1994.
Reglerne i stk. 1 gælder ikke hegning, der er nødvendig af hensyn til digernes sikkerhed, eller hegning langs veje, afvandings- og vandforsyningskanaler, bortset fra skelgrøfter, samt langs landegrænsen.
Reglerne i stk. 1 gælder ikke for nødvendig hegning ved led samt etablering og vedligeholdelse af fangfolde.
Reglerne i stk. 1 gælder ikke ved hegning omkring flere fenner, såfremt hegningen omfatter mindst 8 fenner og et areal på mindst 20 ha.
Reglerne i stk. 1 gælder ikke midlertidig hegning, hvor hegnet kun er opsat et år, og der herefter følger en periode på mindst et år uden hegn.
§ 2
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter høring af de berørte parter meddele tidsbegrænsede dispensationer fra hegningsforbuddet i § 1, stk. 1, for eksempel hvor veterinærhygiejniske, forureningsmæssige eller andre ganske særlige forhold gør dette nødvendigt.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke påklages.
§ 3
Kommunalbestyrelsen påser, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.
Opsætning af hegn omkring flere fenner og midlertidige hegn efter § 1, stk. 5 og stk. 6, skal meddeles til kommunalbestyrelsen inden opsætning af hegnet.
§ 4
Med bøde straffes den, der:
- tilsidesætter vilkår for en dispensation efter § 2 eller
- undlader at efterkomme påbud om at berigtige et ulovligt forhold.
Der kan pålægges juridiske personer strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5
Kommunalbestyrelsen underretter Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning om de afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016. .
Bekendtgørelse nr. 1310 af 20. november 2006 om hegning i de ydre koge i Tøndermarsken ophæves.
Naturstyrelsen
/Hanne Kristensen / Anne-Marie Vægter Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. juni 2016