TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Skarrehage Vildtreservat

BEK nr 854 af 27/06/2016

DanmarkBekendtgørelse2016

Ministeriet for Grøn Trepart

Formål

§ 1

Bekendtgørelsen har til formål at sikre Skarrehage Vildtreservat som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2

Skarrehage Vildtreservat i Morsø Kommune omfatter som angivet på kortbilag:

  1. Matr. nr. 1, Skarregård, Sejerslev, matr. nr. 8d og 9d, Sejerslev By, Sejerslev.
  1. Den del af matr. nr. 2, Skarregård, Sejerslev, der er beliggende nordvest for en ret linie mellem Skarresøernes afvandingskanals udløb i Limfjorden ca. 75 m nordvest for Molerværket og det nordøstligste punkt af et ældre dige i skellet mellem matr. nr. 1 og 2, Skarregård, Sejerslev, beliggende ca. 400 m nord for det nordøstligste hjørne af matr. nr. 1 smst.
  1. En 100 m bred zone i Thisted Bredning ud for de under nr. 1 og 2 nævnte landarealer. Denne zones østlige afgrænsning er den i nr. 2 nævnte linie mellem kanaludløbet og det nordøstligste punkt af det ældre dige.

Jagt

§ 3

På de i § 2 nævnte områder er det forbudt at udøve jagt på eller på anden måde at ombringe, indfange eller forjage pattedyr og fugle.

Stk. 2

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for ejers afholdelse af to jagter på ræv i perioden 1. december-31. januar.

Stk. 3

På de i § 2, nr. 1 og 2, nævnte områder er færdsel med ladt skydevåben forbudt, bortset fra i forbindelse med den i stk. 2 nævnte jagtudøvelse.

Stk. 4

På de i § 2, nr. 3, nævnte områder i Thisted Bredning er færdsel med skydevåben forbudt.

Færdsel og sejlads

§ 4

På de i § 2, nr. 1 og 2, nævnte landarealer er færdsel forbudt udenfor skoven og nedenfor kystskrænten for andre end ejere og brugere. Dog er færdsel til fods tilladt fra reservatgrænsen nordøst for P-pladsen ved sydenden af Ropsø til det nordvestlige hjørne af plantagen. Sejlads på søerne er forbudt.

Stk. 2

På det i stk. 1 nævnte område må hunde kun medbringes i forbindelse med den i § 3, stk. 2, nævnte jagtudøvelse eller sammendrivning af kreaturer. Bestemmelsen gælder ikke færdsel i skoven med hunde ført i snor.

Stk. 3

På de i § 2, nr. 3, nævnte områder i Thisted Bredning er færdsel til fods ikke tilladt i perioden 1. marts-15. november.

Dispensation og tilsyn

§ 5

Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i §§ 3 og 4.

Stk. 2

Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 6

Naturstyrelsen fører tilsyn med, at reservatbestemmelserne overholdes.

Straf og ikrafttrædelse

§ 7

Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 3 og 4 eller af vilkår, der er fastsat i en dispensation i medfør af § 5 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1063 af 8. august 2007 om Skarrehage Vildtreservat ophæves.


Naturstyrelsen

/Hanne Kristensen / Anne-Marie Vægter Rasmussen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2016
Ikrafttrædelsesdato
29. juni 2016