TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer på postområdet

BEK nr 1499 af 02/12/2016

DanmarkBekendtgørelse2016

Transportministeriet

Anvendelsesområde m.v.

§ 1

Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer for udstedelse af tilladelse til postbefordring efter postlovens §§ 3 og 14, for godkendelse af takstfastsættelse efter postlovens § 15, stk. 4, samt for varetagelse af tilsyn efter postlovens § 23.

Stk. 2

Postvirksomheder, herunder den befordringspligtige postvirksomhed, betaler gebyrer til Trafik- og Byggestyrelsen efter satserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Ved postvirksomheder forstås virksomheder, der udøver erhvervsmæssig postbefordring.

Stk. 4

Ved adresserede forsendelser forstås breve og pakker samt dagblade, magasiner, kataloger m.m.

Betaling af gebyrer

§ 2

For følgende ydelser betaler postvirksomheder et gebyr efter regning:

  1. Udstedelse af tilladelse til postbefordring efter postlovens §§ 3 og 14.
  1. Godkendelse af takstfastsættelse efter postlovens § 15, stk. 4.
Stk. 2

Trafik- og Byggestyrelsen kan viderefakturere særlige omkostninger til ansøger, herunder til særlig teknisk bistand, eventuelle rejseomkostninger mv., som afholdes i forbindelse med konkret behandling af sagen.

Stk. 3

Ansøgning om tilladelse efter postlovens § 3 skal ske ved elektronisk indsendelse af skema, som findes på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside, www.tbst.dk.

§ 3

Gebyrer fastsat i medfør af § 2, stk. 1, er baseret på en timesats på 1.070 kr. (2017-niveau).

§ 4

For Trafik- og Byggestyrelsens omkostninger ved varetagelse af den generelle tilsynsindsats, herunder markedsovervågning, statistikindsamling, analyser, kvalitetskontrol, klagesagsbehandling m.v., betaler postvirksomheder et formålsbestemt gebyr efter postlovens § 23.

§ 5

Det formålsbestemte gebyr, der er anført i § 4, udgør 3,03 kr. (2017-niveau) for hver 1.000 befordrede adresserede forsendelser, som er omfattet af tilladelseskravet, og opkræves årligt af Trafik- og Byggestyrelsen. Gebyret opkræves hver den 15. marts for det forudgående år. Gebyret skal indbetales til Trafik- og Byggestyrelsen senest den 1. april.

Stk. 2

Postvirksomhederne indsender hvert år ved udgangen af kalenderåret og senest den 1. marts en årsopgørelse over antal befordrede adresserede forsendelser vedlagt en erklæring fra en revisor.

Stk. 3

Beløb under 1.000 kr. opkræves ikke.

§ 6

Det beløb, der er anført i § 5, reguleres én gang årligt pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste ørebeløb. Trafik- og Byggestyrelsen bekendtgør reguleringerne hvert år.

§ 7

Udebliver betaling af gebyrer efter §§ 2 og 4 efter sidste rettidige indbetalingsdag, kan Trafik- og Byggestyrelsen opkræve et ekspeditionsgebyr på 100 kr. for hver rykkerskrivelse. Der tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5.

Klageadgang

§ 8

Afgørelser truffet af Trafik- og Byggestyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport-, bygnings- og boligministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafik- og Byggestyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafik- og Byggestyrelsens forskrifter.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1352 af 23. november 2015 om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer på postområdet ophæves.

Stk. 3

For ansøgninger jf. § 2, stk. 1, som er under behandling i Trafik- og Byggestyrelsen på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, beregnes gebyret efter de hidtidige regler indtil denne bekendtgørelses ikrafttræden. Efter dette tidspunkt beregnes gebyret efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.


Trafik- og Byggestyrelsen

/Carsten Falk Hansen / Lars Colding Laustrup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2016
Ikrafttrædelsesdato
8. december 2016