Bekendtgørelse om professionshøjskoler for videregående uddannelsers opgaver som centre for undervisningsmidler
BEK nr 126 af 11/02/2016
Uddannelses- og Forskningsministeriet
§ 1
Opgaven som center for undervisningsmidler varetages af professionshøjskoler for videregående uddannelser, som er godkendt af undervisningsministeren hertil.
Opgaven som center for undervisningsmidler varetages, sådan at den i forhold til offentligheden klart fremstår som en særlig del af en professionshøjskoles virksomhed.
§ 2
Opgaven som center for undervisningsmidler består i at:
- omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån til undervisningsinstitutioner,
- sørge for information og yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. om undervisningsmidler og deres anvendelse og
- yde bistand til lærere ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug.
Opgaven efter stk. 1 retter sig mod grundskole-, ungdomsuddannelses-, videregående uddannelses- og voksenuddannelsesniveau, dog med særligt fokus på grundskolen og ungdomsuddannelserne.
§ 3
Opgaven som center for undervisningsmidler kan bestå i:
- kursusvirksomhed, it- og medievirksomhed, projekt- og udviklingsarbejde samt netværksdannelser i relation til opgaverne som nævnt i § 2, over for undervisningsinstitutioner m.fl.
- pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net.
§ 4
Opgaver efter §§ 2 og 3 af landsdels- eller landsdækkende art kan varetages i et samarbejde mellem professionshøjskoler, der varetager opgaven som center for undervisningsmidler.
§ 5
Opgaver efter § 3, nr. 1 og 2, gennemføres med brugerbetaling, der dækker de direkte omkostninger, der er forbundet med opgaven, jf. dog stk. 2.
Kursusvirksomhed, omfattet af § 3, nr. 1, på op til 12 timer gennemføres med brugerbetaling efter stk. 1. Kursusvirksomhed, omfattet af § 3, nr. 1, på mere end 12 timer gennemføres som indtægtsdækket virksomhed.
Andre aktiviteter end opgaver efter §§ 2-3 kan udbydes som indtægtsdækket virksomhed.
§ 6
En professionshøjskoles opgaver som center for undervisningsmidler efter § 2 varetages inden for professionshøjskolens dækningsområde, som fastsat i professionshøjskolens vedtægt.
§ 7
En professionshøjskole etablerer et rådgivende udvalg med henblik på dialog med interessenter om varetagelsen af opgaven som center for undervisningsmidler.
Det rådgivende udvalg består af repræsentanter for:
- Grundskoleområdets undervisere.
- Grundskoleområdets skolebibliotekarer.
- Erhvervsuddannelsernes undervisere.
- De gymnasiale uddannelsers undervisere.
- Grundskoleområdets ledere.
- Ungdoms- og voksenuddannelsernes ledere.
- Børne- og kulturchefforeningen.
- Kommunerne i forening inden for det geografisk omfattede område.
- De videregående uddannelser.
Det rådgivende udvalg kan suppleres med anden repræsentation efter professionshøjskolens beslutning.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.
Bekendtgørelse nr. 1301 af 15. december 2008 om professionshøjskoler for videregående uddannelsers opgaver som centre for undervisningsmidler ophæves.
Styrelsen for Videregående Uddannelser
/NIls Agerhus / Marianne Madsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 16. februar 2016