Bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i tilsynssager på sundhedsområdet
BEK nr 1099 af 08/08/2016
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Anvendelsesområde og pligt til offentliggørelse
§ 1
Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggør, jf. § 12, stk. 1 og 5, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, følgende domme og kendelser vedrørende autoriserede sundhedspersoner:
- Dom om fratagelse af autorisation efter §§ 7 og 7 a i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Dom om indskrænkning af virksomhedsområde efter § 8 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Dom eller kendelse om frakendelse eller udelukkelse fra retten til at udøve sundhedsfaglig virksomhed efter straffelovens § 79, stk. 1 eller 4 jf. dog stk. 4.
Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggør, jf. § 12, stk. 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, følgende afgørelser vedrørende autoriserede sundhedspersoner:
- Fratagelse af autorisation efter § 7 b, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Indskrænkning af virksomhedsområde efter § 8 a, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Midlertidig fratagelse af autorisation eller midlertidig indskrænkning af virksomhedsområde efter § 9 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Forbud mod at helt eller delvist at udøve faglig virksomhed under oplysning af en sag om midlertidig autorisationsfratagelse eller midlertidig virksomhedsindskrænkning efter § 9 b, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Fagligt påbud efter § 10, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Skærpet tilsyn efter § 10 b, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Suspension efter § 10 c, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- Fratagelse af en læges eller tandlæges ret til at ordinere alle eller enkelte grupper af afhængighedsskabende lægemidler efter § 36 eller § 51 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggør, jf. § 12, stk. 3, følgende beslutninger:
- Fraskrivelse af autorisation eller frivillig indskrænkning af virksomhedsområde efter § 10 d i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
- En læges eller tandlæges frivillige fraskrivelse af retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af afhængighedsskabende lægemidler efter § 37, stk. 1, eller § 51 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Offentliggørelse efter stk. 1, nr. 3, kan dog ikke ske, såfremt det vil stride mod retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, § 30 og § 31.
Oplysninger der skal offentliggøres
§ 2
For domme, kendelser, afgørelser og beslutninger, jf. § 1, offentliggøres følgende oplysninger:
- Identiteten på sundhedspersonen, herunder navn, titel og autorisationsnummer. Har sundhedspersonen ikke et autorisationsnummer offentliggøres pågældendes fødselsdato i stedet for pågældendes autorisationsnummer.
- Det som dommen, kendelsen, afgørelsen eller beslutningen omfatter.
- Det tidspunkt, som dommen, kendelsen, afgørelsen eller beslutningen har virkning fra.
- Varigheden af den periode, som dommen, kendelsen, afgørelsen eller beslutningen skal have virkning for.
Sted for offentliggørelse
§ 3
Domme, kendelser, afgørelser og beslutninger, jf. § 1, offentliggøres på internettet på www.sundhed.dk samt på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
Tidspunkt for offentliggørelse
§ 4
En dom, kendelse, afgørelse eller beslutning, jf. § 1, offentliggøres umiddelbart efter, at den er truffet eller meddelt til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. dog stk. 2 -4.
En dom, jf. § 1, stk. 1, offentligøres dog først, når dommen er endelig og dommen ikke længere kan ankes uden tilladelse.
En kendelse jf. § 1, stk. 2, offentliggøres dog først, når kendelsen er endelig og ikke kan kæres uden tilladelse.
En afgørelse, jf. § 1, stk. 2, offentliggøres dog tidligst dagen efter, at afgørelsen er sendt til vedkommende sundhedsperson.
§ 5
En dom eller kendelse, jf. § 1, stk. 1, samt en afgørelse, jf. § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, forbliver offentlig så længe den af dommen eller afgørelsen omfattede fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde er gældende, dog højst i 5 år.
En afgørelse, jf. § 1, stk. 2, nr. 3-8, forbliver offentlige så længe afgørelsen er gældende.
En beslutning, jf. § 1, stk. 3, forbliver offentlig så længe beslutningen er gældende, dog højst i 5 år.
Efter at indholdet af en dom, kendelse, afgørelse eller beslutning, jf. stk. 1-3, ikke længere er offentliggjort, vil vedkommendes autorisationsstatus fremgå af autorisationsregistret.
§ 6
Anmodning om genoptagelse af en afgørelse, jf. § 1, stk. 2, eller indbringelse af en sådan afgørelse for domstolene afbryder ikke offentliggørelsen efter §§ 4 og 5.
Hvis en afgørelse, jf. § 1, stk. 2, underkendes ved en domstol, fjernes den fra www.sundhed.dk og Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2016.
Cirkulære nr. 10336 af 4. august 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i tilsynssager på sundhedsområdet ophæves.
Sundheds- og Ældreministeriet
/Sophie Løhde / Simone Poulsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 12. august 2016